Min dagbog nyeste nederst, sidst opdateret 2021-11-27

001 – 2021-11-27 – Følelsernes storme, syndebukkens fødsel og blomstens død

1) At min største svaghed er at tale med og til hjertet kommer nok stærkest til udtryk når jeg er blevet såret af de, som i min opfattelse, var mine egne og jeg, stadigt med åbne sår fra angreb fra mine egne, sættes i deres midte i blændende spotlight. Der er jeg udsat og sårbar og min skarpeste årvågenhed på fare bliver vakt og opsluger min opmærksomhed fra dem jeg føler har tillid til mig.

2) Jeg søger de allierede, som vil alliance i at opbygge og beskytte og jeg er på vagt for dem som vil destruere, såre og nedbryde, men min opmærksomhed sluges, og fremkalder følelser af ignorance, arrogance og utryghed blandt mine egne.

‘3) Jeg kan forsøge at udtrykke, forklare og undskylde for denne min sårbarhed, svaghed og fejlbarlighed, men jeg formår ikke at få forståelsens frø til at blomstre.

4) Jeg kan ikke være undskyldende om min intention, for den var og er at opbygge og beskytte, og derfor ville en undskyldning gøre mig falsk.

5) Men effekten er som et tilbagevendende mønster. Kraftige vinde der rejses af følelser udvikler sig til ildspyende vulkaner og altødelæggende storme.

6) Det føles som om det er mit livets lod at være kastebold i disse følelsernes storme. Sådan skete det, da mit ægteskab og min familie lod sin egen selvdestruerende storm fare, og det samme har gentaget sig mange gange, blandt andet blandt dem jeg gav min tillid i USA, Mexico og Kenya.

7) Og sådan skete det også nu, hvor opbygning af hjertecaféer, crowd-fundede blomster apser, hængehaver, forening, hjertebank, kartofler mm blev udsat for en følelsernes ødelæggende storm.

8) Det som blev opbygget for at skabe beskyttelse og trivsel for dem jeg betragtede som mine egne, det er nu lagt i ruiner af en følelsernes storm.

9) Det kommer kun til fordel for den ydre fjende, hvis fremmarch og onde intentioner det opbyggede havde som formål at skabe læ og beskyttelse imod. En blomst er død, og blomstens læhegn, foreningen, er også død.

10) Ansvaret er opfattet af mine egne at være mine svagheder og skylden falder derfor på min person. Jeg er igen såret, svækket og svag uden den velkomstens varme smil, værdsættelse og tillid som gjorde mig stærk.

11) Det synes at være på tilsvarende vis, at den ydre fjende har formået at få flertallet til at projicere skyld for deres egen skyld i deres samfundsorganismes selvdestruktion overført på en syndebuk. Den syndebuk er det frihedselskende folk, den organisme og stamme som jeg tilhører, om jeg vil det eller ej, men også den stamme, hvor mange nu, i fælles flok har udpeget mig som skyldig og syndebuk.

12) Men det er i følelsernes verden den virkelighed eksisterer, der hvor enhver har sin egen virkelighed og hvor flokkens fælles bevidstheds opfattelse, tegner følelsernes virkelighed.

13) Udenfor den verden er det en organisme der har personificeret en syndebuk, som deres følelser nu siger de skal forsvare sig imod. Jeg er ikke den første syndebuk og vil næppe blive den sidste.

14) at en enkeltperson gøres til syndebuk er ikke det virkelige hovedproblem. Hovedproblemet fødes af manglende evne til forståelse, som forårsager frygten for det ukendte, som igen vækker et dybtliggende urinstinkt som kun har tre reaktioner: Kæmp, Flygt eller Frys.

15) Det er overlevelsesinstinktet, der forårsager følelsernes storme og destruktionen af det, som er opbygget for stammens læ og beskyttelse.

16) Det sker i den fejlagtige tro, at det hjælper individets og stammens egen overlevelse, at svække og bekæmpe individet eller gruppen som kollektivt er gjort til stammens syndebuk. Syndebukken bliver truslen, der skal holdes borte fra bopladserne – eller uskadeliggøres.

17) Det er en mønstergentagelse af den frygt og flokmentalitet, som, lige nu, effektivt udnyttes af mørkets fyrster og præster, til at skabe den familie-, naboskabs- og samfundssplittelse som i sidste ende medfører så dybe og smertende sår af skyld og skam, skjult i underbevidstheden, at det splitter den indre sjæl.

18) Det nedbryder selvets kraft og styrke og med sjælens og selvtillidens forfald forstærkes indgydelsen af den frygt, mistillid og mismod som accelererer sindets mørke og selvdestruktion.

19) Hermed slutter jeg denne dags beretning og jeg vil nu begive mig ud for at tilbagebetale de sidste og herfra sejle mod ukendte og mørke destinationer i min søgen efter lyset.