Er der overhovedet nogen i hele verden der kan give dig de rigtige råd om dine vigtigste valg i livet? Jeg kan ikke, for det er dit liv, dine passioner og dine drømme. Men det er i dine drømme, at du finder de spørgsmål der fører dig til de svar du søger.

Jeg var på campingtur med en gruppe unge i begyndelsen af tyverne. Vi sad om et bål på en afsides skildpaddestrand. Stjerneklar himmel, og måneskin. Ingen telefonsignal, Vi badede, én splillede guitar og sang sagte. Der var unge kærestepar og singles – romantikken svævede i luften.

På et tidspunkt satte jeg mig et stykke fra de andre i måneskinnet og kiggede ud over havet. Lidt derfra var der nogen der var ude at bade. En ung pige kom og satte sig ved siden af mig. Hun var letttere beruset. Hun sagde ingenting. Vi sad bare stille uden at sige noget, før jeg stille spurgte “Hvad er din drøm i livet”..

Der gik lang tid før hun svarede. Jeg troede ikke hun havde hørt det. Men da hun svarede var det fra hjertet, ægte og simpelt. “Dét her” sagde hun, og lagde sit hoved på min skulder. jeg var 49, hun var næppe 25. Det var helt forkert tænkte jeg lidt ubekvemt, men stranden, musikken, havet, stjernerne, måneskinnet – i det øjeblik syntes intet at være forkert.

Vi sad lidt, så drejede hun sig mod mig og kyssede mig – ikke længe, men længe nok til at jeg følte varmen sprede sig til hele kroppen og alle tanker forsvinde i det korte øjeblik kysset varede. Så rejste hun sig halvt på hug, satte sig foran mig, kiggede mig dybt i øjenene og sagde. “Livet kan være fucked’ up – men alligevel er det altid perfekt”. Så rejste hun sig. Hun lod sit tøj falde på sandet. Mens hun trådte ud af bikini trusserne og nøgen gik hen mod de badende lidt oppe ad stranden, sagde hun halvhøjt bagud: “Det skal det jo være”.

Jeg sagde ingenting, men lagde mig i sandet og kiggede op på stjernerne. Følelserne af kysset og hendes nøgne krop summede længe. Sådan lå jeg i flere timer. Jeg så på stjernerne og tænkte på mange af de mennesker jeg havde mødt i mit liv. Både gamle, halvgamle, unge – og på mine egne børn. Hendes kys, det korte øjebliks varme følelser og hendes svar – det fik mig pludseligt til at forstå alle og alting. Det var totalt imod al min rationelle logiske forståelse – men alligevel logisk og simpelt. “Det skal det jo være”, sagde jeg vist halvhøjt til mig selv, inden jeg faldt i søvn i det lune sand.

Oplevelsen med pigen lærte mig at forstå hvorfor nogle mennesker reagerede som de gjorde når jeg spurgte om deres drømme i livet. Det gjorde mig bevidst om, at jeg sjældent ville kunne få det sande svar. Heller ikke når jeg stillede mig selv det samme spørgsmål. Vores sind og følelser tilpasser svaret til den situation vi er i, i det øjeblik vi svarer. “Livet kan være fucked’ up – men alligevel er det altid perfekt – det skal det jo være”.

Det var nok et halvt år efter, på en længere køretur i bil med en ung fyr først i tyverne, at jeg  fandt, hvad man vel kan kalde en løsning. Vi havde haft mange dybe frustrationer i et meget nært venskab med fælles drømme og ambitioner. Vi havde skændtes i bilen – beskyldninger mod hinanden. Stille længe, men han brød tavsheden og fortalte om sin fortid og sine drengedrømme. Det var da han fortalte om de ambitioner han havde haft helt fra sin tidlige ungdom, at noget gik op for mig. Dét han sagde fik mig til at huske tilbage på mig selv som helt ung, på oplevelsen med pigen – på et foredrag af en verdenskendt professor – og på mange søvnens søde drømme. Jeg indså nogle dybt grundlæggende underbevidste psykologiske fællestræk. Reaktions mønstre jeg havde set i stort set alle mennesker jeg havde mødt, inklusiv mig selv. Det var i følelsernes og drømmeverdenens ulogiske logik, at jeg pludseligt fandt mit eget simple svar på spørgsmålet “Hvad er din drøm i livet?”.

Siden begyndte jeg at se på mit eget liv og på mennesker omkring mig på en ny måde. Livet blev lettere, jeg smilte langt mere. Mennesker omkring mig smilte mere. Jeg lærte at undgå eller dæmpe frustrationer. Jeg lærte at undgå eller lægge konflikter bag mig. Jeg blev mere målrettet og fandt det langt nemmere at tage valg og beslutninger. Samtidigt blev jeg langt mere struktureret og afslapppet. Jeg fik både nemmere og hurtigere succes med det jeg søgte at opnå. Man kan vel nærmest sige, at jeg havde fundet en slags formel om livets valg. En slags “universel formel” der nærmest automatisk guider mig ad “min livets sti”.