Når Ordet spærres inde sættes Guds sjæl i fængsel
Normalt er jeg ikke religiøs, men i dag er jeg. Lidt i hvert fald. Teksten her startede med at forme sig i mit sind, da jeg var i retten i går, tiltalt for en forbrydelse.
“Gud er Ordet, Ordet er Gud og Gud er i os alle. Gud være os nådige og barmhjertige og tilgive os alle for vore synder og må Gud også tilgive dem og vise barmhjertighed for dem, som indespærrer sandhedens Ord og Guds sjæl.”
Teksten er fra en film der formede sig i mit sind i går, og den spillede igen og igen igennem natten, og den er der stadig.
Den startede, fordi jeg skulle forsvare mig, men følte mine ord blev spærret inde bag retssalen tykke mure og at min sjæl blev sat i fængsel.
“Nej, det er strafbart” fik jeg at vide, da jeg ved retsmødets start bad om lov til at lydoptage retsmødet. Jeg henviste til en skrivelse, hvor der var opstået usikkerhed om, hvorvidt et vigtigt punkt var udeladt fra retsbogen fra et andet retsmøde. “Det kan sagtens være korrekt”, havde dommeren skrevet. Der var foregået meget på retsmødet og det lå tilbage i tiden, skrev han, som begrundelse for at han ikke kunne besvare, hvad der præcist var foregået.
“Kan det ikke være en hjælp for dommeren, hvis retsmødet bliver lydoptaget?” forsøgte jeg igen efter at have læst det op. Dommeren afviste igen, og understregede igen, at hvis jeg optag mødet, så ville jeg begå en strafbar handling.
Jeg forstod det ikke, og jeg blev nervøs, for jeg havde medbragt lydoptagelser, som jeg ønskede at fremstille i mit forsvar. Ville det blive brugt imod mig? Det var som om en usynlig snøre blev lagt om min hals.
“Hvis jeg fremsætter lydoptagelser i mit forsvar, kan jeg så risikere at de bliver afvist som gyldigt bevis, og at jeg også kan blive straffet?” spurgte jeg?
Jeg fik et længere forklaring om at det kun var i helt specielle tilfælde og kun journalister som kunne få lov, at optage et retsmøde og at jeg, ligesom alle andre, måtte have tillid til domstolen. Mit spørgsmål fik jeg ikke besvaret, og jeg følte snøren strammede sig yderligere om min hals.
Mit forsvar drejede sig netop om tillid til domstolen, om personforfølgelse og om min frygt for at blive uskyldigt dømt. Jeg havde derfor medbragt en artikel med overskriften “Sagen lugter”. Den var om tre drenge, der var blevet uskyldigt dømt. De sad i fængsel, indtil en bror til den ene af de uskyldigt dømte, havde fået lavet en video- og lydoptagelse, der beviste at en pige havde konstrueret en voldtægts forbrydelse, og så indgivet en falsk anmeldelse. Den falske anmeldelse havde fået de uskyldige drenge dømt og sat i fængsel, og deres familiers liv var blevet lagt i ruiner på grund af drengenes ry som dømte voldtægtsforbrydere.
“Anklagemyndigheden skal være objektiv, men jeg er nået dertil, hvor jeg er skeptisk, fordi det var samme anklagemyndighed, der ved to retsinstanser stædigt fastholdt, at drengene skulle dømmes for voldtægt. Efterfølgende blev de i første omgang nægtet forhøjet erstatning, fordi der havde været tale om en sædelighedssag, men nu, da det er pigen det gælder, er hun ikke tiltalt for falsk anmeldelse” udtalte drengenes forsvarsadvokat.
Sagen var fra retten i Kolding, og “Ifølge flere medier mener drengene selv, at det har påvirket sagen, at pigen er datter af en jurist ved Retten i Kolding“. Den usynlige snøre om min hals var nu blevet så stram, at jeg følte kvælningsfornemmelser. Jeg hørte knapt nok anklagerens oplæsning af anklagepunkterne mod mig, fordi noget helt andet foregik i mit sind.
Var dommeren jeg sad overfor, far til den pige?
Havde han på forhånd vidst, at drengene var uskyldige, og i kraft af sin magtfulde position som dommer, bevidst medvirket til at få dem uskyldigt dømt for voldtægt, fordi det var enten dem eller datteren?
Var det ham jeg sad overfor lige nu? Jeg vidste det ikke, men det var ikke usandsynligt.
Pigen havde også forklaret, hvordan man lyver, så det ikke ville være til at afsløre. “Vigtigst var det at huske, hvad man havde fortalt, så man altid fortalte den samme historie og ikke skiftede forklaring undervejs” havde hun forklaret. “En håndbog i hvordan man lyver” kaldte forsvarsadvokaten det.
Jeg kendte dommeren fra mere end fem års vedvarende retssager, og jeg havde tidligere påtalt forhold jeg anså for at være usandfærdige, men han var enormt dygtig i at fordreje formuleringer, så han altid fremstod som den troværdige og sandfærdige og sådan at jeg fremstod som den utroværdige. Præcis som pigen havde fået sig fremstillet som den troværdige i sin sag, mod de tre uskyldige, som var fremstillet som utroværdige. Tanken fortsatte i en spekulativ og uhyggelig retning, men stoppede. Mit sind ikke rumme det. Jeg måtte forsøge at have tillid til retssystemet, ellers ville det ødelægge mig.
Men hvorfor var loven så lavet, så den beskyttede ham, og ikke mig. Og hvorfor var han så stædigt afvisende, om at optage retsmødet, når jeg, som tiltalt, ønskede det? Hvorfor, hvis ikke det var for at indespærre mit ord og for at beskytte sig selv og sine egne mod afsløringer bag sine egne udvalgte ord? Jeg kunne ikke finde en plausibel forklaring.
Han kunne jo, igen, affatte et retsdokument, helt i henhold til sin egen erindring, og helt uden risiko, for at noget forkert kunne dokumenteres med lydoptagelse? Var min skæbne på forhånd beseglet?
Erkendelsen kom snigende som en afmagtsfølelse. Ja, min skæbne var beseglet, den lå helt i hans hænder. Jeg sank mentalt sammen i stolen. Alt blev uvirkeligt og formålsløst. Mit ord var indespærret, og dommeren der skulle afgøre min skæbne, var ordets fangevogter. “Dommen ville blive afsagt den 22. september” sagde dommeren. Jeg hørte det, som en fjern stemme. Min sind så mig allerede som dømt og sjæl var allerede i fængsel. Jeg følte vrede og indespærret og forlod retslokalet hurtigt, men ude opstod en mærkelig følelse. Jeg var ude nu, fri og uden risiko for fængsel og for at miste noget jeg ikke allerede havde mistet. Jeg indså, at hvis dommerens frygt for afsløring gjorde, at han søgte at indespærre folk for at indespærre sandhedens ord, så var det hans problem, ikke mit. Jeg var vred, men det var jo ikke mig, men ham der havde en frygt i sit sind. En frygt der ville forfølge ham og indespærre ham og hans sjæl, indtil han en dag, måske blev afsløret. Kun en afsløring, kunne sætte ham fri. Jeg følte mere sejr end nederlag. Min sjæl var fri, hans sjæl var indespærret i sit sinds frygtens fængsel.
I mit sind udspiller der sig stadig en film, som startede mens jeg sad der i retten. Fra middelalderen. En menneskeflok der råber heks og skældsord og kaster skrald efter en forslået kvinde, mens hun føres gennem en menneskemængde. Da døren åbnes til fangehullerne og lige inden hun brutalt skubbes ned af trappen til den dunkle stilhed, hvorfra ingen ord kan undslippe, fanger hun en lille piges blik.
Pigen folder sine hænder og kigger med lukkede øjne op mod himlen. Da pigen kigger tilbage på kvinden, mødes deres øjne i et fredfyldt varmt blik og smil. Filmen slutter da den tunge dør smækkes og låses, med en tekst på mørk baggrund med Jesus på korset.
“Gud er Ordet, Ordet er Gud og Gud er i os alle. Gud være os nådige og barmhjertige og tilgive os alle for vore synder og må Gud også tilgive dem og vise barmhjertighed for dem, som indespærrer sandhedens Ord og Guds sjæl. “
I dag er jeg træt og udmattet, men fredfyldt og uden frygt. Mit ord og min sjæl blev fængslet, men min krop er fri og ordet og sjælen er Guddommelige og kan kun fængsles af mit eget sind. Jesus tilgav dem som hængte ham på korset og bad Gud vise dem barmhjertighed. Det gik op for mig, at det var sjælene hos dem, som korsfæstede ham, der i virkeligheden blev fængslet. Frygten for at Jesus’ ord, Guds ord, Guds sjæl, skulle slippe fri og straffe dem der søgte at fængsle Guds Sjæl, blev deres egen sjæls evige straf og fængsel.
Ligeså var det for dem, som medvirkede i at fængsle og dømme uskyldige kvinder i middelalderen. Og ligeså er det også den dag i dag. En dommer som dømmer en uskyldig, dømmer sin egen sjæl til den evige straf og fængsel af sit eget sinds frygt for afsløring. Usandhedens fængsel, djævelens fængsel, djævelens rige.
“Kære Gud, hvem du end er, og om du findes i Himlen eller i mig og i alle sjæle, så vil jeg bede dig om at sætte alle sjæle fri af Djævelens fængsel. Du må gerne give straf for at fængsle sandhedens Ord, din guddommelige sjæl, i dette jordiske liv. Men jeg beder dig vise barmhjertighed og give alle mulighed for at omgøre deres gerninger og opnå den guddommelige sjælelige frihed, fred og kærlighed, som findes i dit himmerigs rige.
Amen!”